En ny sæson på trapperne
4. april 2011 af Poul Thøgersen
En ny sæson i musikskolen banker på døren, og fra den 14. april
kan du tilmelde dig her på siden.
Vi har i musikskolen en lang række tilbud uanset alder og niveau
- lige fra de alleryngste forskolebørn til dem, der via talentlinje
og MGK ønsker sig en musikalsk karriere.
Uanset hvad dine ambitioner måtte være, kan du regne med at
blive inviteret ind i en atmosfære præget af kreativitet, leg
og læring, og vi lægger vægt på, at give dig kammeratskab og
oplevelser for livet ved at deltage i de mange hold og
orkestre.
Ud over undervisning på musikskolens tre hoveddestinationer i
Holstebro, Ulfborg og Vinderup foregår der en udstrakt aktivitet på
kommunens skoler og institutioner. Alle institutioner kan købe
moduler med musikundervisning og som noget helt eksklusivt tilbyder
Holstebro Musikskole alle børnehaveklasser besøg af en musiklærer
gennem et halvt år - den såkaldte kompagnonordning.
Musikkarrusel og lokomotiv foregår på skolerne i 1. og
2. klasse, og her får man mulighed for at prøve en række
instrumenter.
Mange lærere er efteruddannet i Music Mind Games, som er en sjov
og motiverende måde at lære teori og noder på.
På Nørrelandsskolen tilbyder Holstebro
Musikklasser provinsens første profilskole med musik. Skolen
har et meget rigt og frodigt musikliv med flere orkestre.
Åbent hus
Lørdag den 30. april kl. 10-14 afholder vi det traditionsrige
Åbent Hus, hvor alle orkestre viser, hvad de dur til. Ud over at få
en gratis grillpølse kan du også prøve et instrument og få en snak
med en af vores dygtige lærere.
Skriv kommentar:
- Navn:
- E-mail:
- Website:
- Kommentar:
-
-
-